Hvordan oplever brugerne strukturen på din hjemmeside?

Strukturen på din hjemmeside påvirker brugerrejsen, men hvordan? Og hvordan kan du optimere den for at opnå de bedste resultater? Det kan du blandt andet blive klogere på i dette blogindlæg.
hvordan oplever brugere website struktur

Når du skal forstå, hvordan dine besøgende oplever dit website, er det værdifuldt at sætte dig i dine brugeres sted. Og det hjælper ofte at tage et skridt tilbage og kigge på et enkelt område af dit site ad gangen.

Din struktur på dit website er den måde, hvorpå informationen på dit site er organiseret. Det kaldes også ofte for “informationsarkitekturen (IA)” på dit site. Denne struktur er fundamentet for, at du kan skabe et flow, der guider din bruger frem til det mål, du ønsker.

En veldefineret og funktionel struktur er oftest baseret på aktuelle brugerindsigter og adfærd. Derfor består strukturen af navne og et sprog, som din målgruppe forstår intuitivt. Kendskabet til begreber og grupperinger hjælper din bruger til at navigere gennem dit website uden problemer.

Grundlæggende bør din sidestruktur være en af de første processer i din rejse udi at skabe eller optimere dit website. Og du bør i den forbindelse have en bestemt brugerrejse i sinde.

Det vil hjælpe dig til ikke bare at definere, hvordan du ønsker at præsentere din information til dine potentielle kunder, men også til at kontrollere det flow, de absorberer informationen i.

Hvordan kan sidestrukturen påvirke din brugers oplevelse?

Lad os tage et eksempel. Forestil dig, at du er en besøgende i en tøjbutiks webshop. Dit mål er at købe et par bukser. Hvordan forventer du at kunne finde det, du søger, med den informationen, du bliver præsenteret for? Hvilke ord scanner du siden for, så du kan finde produktet, du søger? Og hvis du ikke finder disse ord, hvad gør du så?

I dette tilfælde kunne vores bruger være på udkig efter en specifik type bukser, lad os sige capri bukser. Hvordan skulle navigationen – og sitet – være struktureret for, at vores bruger kan finde dette specifikke produkt? Ville det være bedst at gruppere alle bukser under ét navn (Bukser) eller under mere specifikke navne (Capri, Leggins, Slim fit etc.)?

Når du forstår, hvad din bruger forventer at finde, hjælper det dig til at organisere og navngive siderne på dit website til at opnå de optimale resultater i din planlagte brugerrejse.

Indfri dine brugeres forventninger

Dine brugeres forventninger kan ses i navigationens navne og gruppering, i layoutet og i leveringen af relevant information på hver enkelt side. De ses også i mulighederne for at flytte sig på rejsen mod konvertering.

Når dine brugere ikke får indfriet deres forventninger på dit site, risikerer du at forvirre og frustrere dine brugere. De er måske nødt til at bruge længere tid på at finde den information eller det produkt, de søgte, end de ønskede. Måske bliver de ikke nemt ledt videre til næste skridt i processen, hvilket leder dem til at droppe oplevelsen helt.

Er en bruger først frustreret, er der ikke langt til, at han vender sig væk fra dit site og direkte i armene på din konkurrent. Og det er i sidste ende skidt for din forretning.

Guidelines til din sidestruktur

Det kan være en fantastisk fordel for både dig og din bruger, at du anvender branchestandarder og bedste praksis inden for usability i dit arbejde med at strukturere dit indhold. For dig betyder det en simplere proces, og du behøver ikke starte fra bunden.

For din bruger betyder det en følelse af genkendelighed og tryghed, der hjælper til at føre din bruger nemt hen ad den rute, du gerne vil have ham til at tage.

Det mest kritiske step, når du observerer bedste praksis til at skabe din sidestruktur er at forstå dine brugeres forventninger. Derfor: Tal med personer fra din målgruppe. Ved at interagere med rigtige brugere, lærer du, hvordan de tænker om det produkt eller den service, du tilbyder.

I dette tilfælde kan det være et godt redskab at guide dine interviewpersoner gennem en kortsorteringsøvelse for at skitsere en “brugerdefineret” websitestruktur.

Test din sidestruktur

Næste skridt er at teste din nye struktur ved at bruge en simpel wireframe prototype.

Få en designer eller udvikler til at skabe en helt enkel, klikbar version af dit site med den nye struktur. Når prototypen er klar, får du en person fra din målgruppe til at udføre nogle opgaver på sitet. Det kan for eksempel være at navigere til en specifik side på prototypen.

Når du observerer, hvordan personen udfører opgaven, får du indsigt i funktionaliteten af din nye struktur.

Hjælp din bruger til at forstå din sidestruktur

Når en bruger besøger en side for første gang, vil han i de fleste tilfælde muligvis stille sig selv et af følgende spørgsmål:

  1. Er jeg det rigtige sted for at finde det, jeg søger?
  2. Har denne specifikke side præcis det, jeg søger?
  3. Hvis dette ikke er det, jeg søger, har det så noget bedre?
  4. Hvordan kommer jeg videre herfra?

Hvis brugeren ikke kan svare hurtigt på alle disse spørgsmål, er det meget sandsynligt, at han vil klikke væk og i stedet forsøge sig på en af dine konkurrenters websites.

Derfor er det vigtigt, at du strukturerer din information, så brugeren omgående får svar på disse interne brugerspørgsmål.

Det betyder:

  1. Gør det klart for brugerne, hvor de er på dit site. En simpel måde at gøre dette på er at anvende en brødkrummesti (et redskab, der grafisk viser brugerens position på sitet) og en klar indikation i navigationen af, hvor den aktuelle side er i forhold til den overordnede sidestruktur.
  2. Sørg for, at brugerne nemt kan finde, hvad de søger. For eksempel: Brug korte, klare navigationspunkter og sidenavne. Og giv brugerne mulighed for at søge på dit website.
  3. Vær sikker på, at brugernes muligheder er klare og kortfattede. Brug “Læs mere”, “Relaterede produkter” eller “Relaterede blogindlæg” med links, der giver brugeren flere valg inden for den enkelte side.
  4. Tillad brugeren at handle. Skab tydelige CTA’s (call-to-actions) på hver side, så du guider brugeren til næste skridt på rejsen. For eksempel: Indsæt store “Tilføj til kurv”-knapper, “Kontakt os”-links med høj grad af kontrast og formularer på de enkelte sider for at gøre det nemt for brugeren.

Skab en god oplevelse og konverter mere

Jeg håber, du har fået noget inspiration til din nye brugervenlige sidestruktur. Er du allerede i gang med at skabe en bedre oplevelse for dine brugere? Sådan!

Er du ikke helt der? Og vil du have hjælp til at få din struktur på plads, så du ikke bare giver dine brugere en god oplevelse men også hjælper dem til at konvertere? Så kontakt mig i dag! Bare email mig på lee@leeleplawdeichmann.dk eller kontakt mig her.


Denne artikel blev oprindeligt skrevet til intoto digital.


Læs mere

Skip to content